Frit Autisme-Forum

Mødested for autistisk kultur
Dato og tid er 28 maj 2018 06:52

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 2 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 10 jan 2018 15:07 
Offline
Godkendt

Tilmeldt: 04 okt 2017 21:08
Indlæg: 5
Geografisk sted: Storkøbenhavn
De slår mig ihjel med deres forgiftningsmedicin. og du er bare ligeglad. SKRID!

Af Luise Hjerming Christensen Asperger (290872-2666)

Min far hedder Hjerming, min mor hedder Christensen, men jeg hedder Asperger!

29.08.1972 Jeg “skulle hedde Susanne eller Nikoline. Men da” Dorrit Cato Christensen presser mig ud af sin livsmoder på Rigshospitalet i København, er jeg “en klar” Asperger!

1980. Jeg “har autistiske træk, men kan ikke diagnosticeres autist.” Det siger en psykolog i Instituttet for psykologi på Njalsgade. Psykologen sender mig til Klinik for Cerebral Parese for min aspergers ben.

Fra 06.1983 til 03.1984. Dorrit Cato Christensen får mig ind i “neurologisk afdeling på Rigshospitalet” kanske tyve eller førre gange. Dorrit Cato Christensen kan aldrig lide mig. Jeg sidder og hører Neuro Rigs spørge ind til hvad der er galt med mig. Dorrit Cato Christensen vil altid af med mig. – For hvad? – Dorrit Cato Christensen kan ikke lide den asperger jeg er. Det får mig flere gange til at glo ud i vejret. Efter 9 måneder er Neuro Rigs nødt til at hitte ud af noget godt for pengene – “SKJULT ligfald”. Dorrit Cato Christensen er GLAD for det, når hun VED, at jeg har INGEN LIGFALD. Jeg er kun elleve år, da hun første gang sender mig væk.

03.1984 Jeg er i Bispebjerg helvede. En forgifter siger, at jeg skal spise endnu mere Deprakine imod “sjult ligfald”. Deprakinen gør helt vildt ondt i hovedet. Jeg siger det GODT til alle, at jeg er blevet syg af Deprakine. MEN… de fylder bare endnu MERE på, og de er ligeglade med hvordan jeg har det. … “Og kære unge” “psykiatri-brugere” “derude, der ikke er blevet syge endnu, – hør efter hvad jeg siger! Hold op, hvis i er begyndt. Men lad være med at begynd. Det er det nemmeste.” For forgifterne, de er ONDE.

29.05.1984 En psykolog fra Bispebjerg helvede sender brev til Instituttet for psykologi og siger, at jeg “er stadig aparte, og jeg “har fortsat” mine “særheder, som efter” Deprakinen “er blevet mere markante.”

Sommer 1984. Børnene i Brumleby og i Randersgade skole råber efter mig, “Du er sindssyg!” Det har jeg ligeledes fået ud af Neuro Rigs og Bispebjerg helvede. Hovedpinen er dog værre! Og så er jeg blevet utryk ved mennesker. For hvorfor fylder “lægerne” MERE på, når jeg siger, “Det gør ONDT.” Og hvorfor råber de dummeste i klassen “sindssyg” efter MIG, når jeg er blevet syg af Bispebjerg helvede? Svaret er, at de er født dypt onde. Men dette svar er for langt ud i den forkerte retning for en asperger. Det får mig til at glo ud i vejret. Jeg siger til naboen ved vores sommerhus i Kulhuse, “Jeg hedder Luise. Jeg er indlagt på Rigshospitalet, fordi jeg er sindssyg.” Naboen kunne svare, “Hvad synes du SELV du ER?”, “Hvad FÅR du ud af Rigshospitalet?” eller “HVAD er DET for noget?” Men naboen svarer, “Så er du DET.” Det er LIDT sjovt at se på alle de der mennesker, når de går op i vejr, fodbold, “orden”, “troen” penge og “dr”, men de dumper for det NEMMESTE i livet. Når ORMENE får MERE og MERE ONDT ud af at krybe den ENE vej, så kryper de en ANDEN vej.

12.1984. Bispebjerg helvede MENER, at de har fundet frem til den “RETTE dosis, 1200 mg Deprakine daglig” til mig. Den “RETTE” dosis er den HØJESTE dosis. Højeste dosis kan findes frem til, ved at prøve med en ENDNU HØJERE dosis. Så SKRIGER mennesket af onde, eller det har voldsomme kramper, eller det er helt slået ud. Så sætter forgifterne dosen lidt ned. Når der er rigtig mange mennesker med voldsomme ømt ved EN dosis, men de kan stadig leve ved en LAVERE dosis, så KAN en forgifter komme til at holde op ved den lavere dosis for ALLE, der kommer første gang. Målet med forgiftning er at FYLDE PÅ, hvad der KAN fyldes på.

05.02.1985 Jeg kan ikke mærke mine arme og ben. Dorrit Cato Christensen ringer til Neuro Rigs. Neuro Rigs siger, at Dorrit Cato Christensen skal trappe mig UD af Deprakine med 300 mg hver måned. Jeg får det meget bedre.

13.02.1985 Neuro Rigs skriver i journalen, at jeg “frembyder ifølge” Dorrit Cato Christensen “ikke problemer i dagligdagen”, og at jeg “har det godt og forsøges optrappet i” Deprakine “til 1.500 mg.”

07.03.1985 Bispebjerg helvede kalder efter os og siger, at de har fundet det bedste sted til mig – Solvang. Solvang er sandelig godt, må jeg sige (med et skævt smil).

15.03.1985. Jeg flytter ind i Solvangs Villa 1 på Villavej eller Kvarmløsevej 20 i 4340 Tølløse og skal gå i Ugerløse Hjælpeskole. Dorrit Cato Christensen har trappet mig ned til 600 mg Deprakine. Men forstanderen på Solvang henvender sig til Bispebjerg helvede om, at jeg skal trappes OP i Deprakine.

25.03.1985. Jeg har ondt i hovedet af Deprakine. Jeg SIGER det gang på gang til Solvang, men de vil ikke høre det. Jeg slår hovedet ind mod væggen og råber, “Jeg har hovedpine af Deprakine.” Men damerne slår mig gul og blå. “Jeg er død gal på damerne, derovre”, siger jeg til forstanderen. Han spørger, om jeg har hovedpine, som jeg gang på gang sagde jeg HAR siden der blev begyndt at fylde Deprakine på. INGEN gider HØRE det. “Nejjj – jo, og jeg har også ondt i maven. Iøvrigt er det første gang jeg har hovedpine medens jeg er her.” Forstanderen er glad for mit svar, og jeg får ikke bank.

05.04.1985 Borgmesterfamilien i Nablus er i fjernsynet. Jeg “har besøgt dem i Palæstina. Det var meget svært at besøge dem, fordi der var politi overalt.” Dorrit Cato Christensen har billeder med borgmesterfamilien og mig på. Solvang sender brev til Socialcentret og siger, “det er utroligt, som” jeg “lever” mig “ind i en sygelig fantasiverden.”

23.04.1985 Jeg har fået meget ondt ud af Deprakine. Dorrit Cato Christensen ringer til Neuro Rigs. Neuro Rigs “undrer” sig “lidt, for det er helt tydeligt, at” hun og nogen “herinde, da den antiepileptiske behandling blev iværksat, så en dramatisk bedring i adfærden.” I ADFÆRDEN, skriver hun, når Deprakine er imod LIGFALD.

26.04.1985 De har indeburet mig på Bispebjerg helvede igen, fordi Bispebjerg helvede og Neuro Rigs er enige om at fylde endnu MERE Deprakine på mig.

07.06.1985 Jeg siger, at jeg blev indlagt på en MAVE-afdeling, fordi Deprakine gør ondt i min mave. Jeg “siger, at” jeg “har været indlagt med NOGET med maven. Det kan der være noget om.” Neuro Rigs og Bispebjerg helvede “får nok ikke alle oplysninger fra” Dorrit Cato Christensen. Det skriver Neuro Rigs i journalen.

En tid mellem 15.06.1985 og 24.08.1985. Jeg kan ikke holde Deprakinen ud, og heller ikke Dorrit Cato Christensens svigt. Jeg prøver at slå mig ihjel. Det kan godt være, at Københavns herred begynder at spørge ind til Deprakine og “skjult ligfald” efter dette.

Inden 03.09.1986 Med ET holder Solvang op med at fylde Deprakine på. Hvor er jeg GLAD! Det kan godt være, Københavns herred vil holde op med at betale for mig på Solvang, når der IKKE fyldes Deprakine på. For det var Bispebjerg helvede og Deprakine der fik mig herover. DERFOR var Solvang så vilde med at fylde Deprakine på mig.

03.10.1986. Jeg ankommer J. 10 i Brumleby at bo der i nogen år. Det klipper stadig i mit hovedet, dvs. jeg kan mærke, at Deprakinen har ødelagt min hukommelse OG, at Dorrit Cato Christensen vil gerne gå klip af mig.

06.06.1988 Jeg spiser en masse sovepiller og bliver slået ud på sofaen. Jeg vågner op på Rigshospitalet og jeg siger, at jeg kunne ikke holde ud, at det klipper i mit hovedet.

Fra 14.07.1988 til omkring 14.09.1988. Jeg bor i Dianalund for ligfald. De siger, at jeg har SLET IKKE ligfald overhovedet. Jeg har fået tysk, engelsk og naturfag. Det er jeg meget glad for. Jeg ringer straks til Dorrit Cato Christensen at fortælle om det. Jeg kunne da godt tænke mig, at Dorrit Cato Christensen er glad for det jeg er.

Så er jeg på Tvindskolen i fire år. Dorrit Cato Christensen kan ikke betale fuld pris. Jeg arbejder i Norge og Holland ind imellem. En dag, så laver vi dejlig mad og musik til rigtig mange mennesker hele dagen, og jeg vasker det HELE op alene i nat, fordi ingen vil hjælpe mig. Det bliver jeg meget træt af. Jeg stikker flere gange af til nogen slægtninge, men de kører mig til Tvindskilen med det samme. Folk på Tvind er glad for mig, når jeg kommer tilbage, fordi jeg er “meget social og glad”.

04.07.1992. Jeg flytter ind på J. 10 i Brumleby, hvor Dorrit Cato Christensen bor.

18.07.1992. Dorrit Cato Christensen og jeg er i sommerhuset i Kulhuse. Jeg siger til Dorrit Cato Christensen, at tre af mine venner fra Tvind vil komme forbi. Dorrit Cato Christensen siger så, at det er en vrangforestilling jeg har. Hun får mig på en skadestue i Afdeling O på Rigshospitalet, og hun siger det til Midnatssoen, som ER en forgifter, at det hedder VRANGFORESTILLING når jeg savner mine venner. Jeg siger, at jeg vil ikke gerne have forgiftningsmedicin, fordi den bliver jeg syg af. Jeg står op og jeg vil gå. Så hitter Dorrit Cato Christensen ud af, at Midnatssoen skal love, at jeg skal aldrig få forgiftningsmedicin. Midnatssoen får en lydoptager frem og lover, at jeg skal aldrig få forgiftningsmedicin. Dorrit Cato Christensen smiler og siger farvel. Der kommer to mænd at få mig ned ad gangen og ind på en afdeling. Døren låses efter mig. Jeg spørger om at gå en tur. Det må jeg ikke, fordi jeg er ikke personale, siger de. Og så skal jeg lige spise en “beroligende” pille. Jeg siger, at Midnatssoen lovede, at jeg skal aldrig få forgiftningsmedicin. “Og det er optaget på lydbånd.” De siger, at de fik at vide, at jeg skal spise pillerne. Og for resten er det ikke nogen medicin, men bare noget “beroligende”. “Nej, jeg vil ikke!” “Det er bedre for dig, når du spiser pillen, for ellers er vi nødt til at sprøjte det ind i dit lår.” Det ender med at jeg spiser pillen. Den bliver jeg dårlig af. Dorrit Cato Christensen “DANSER” hjem til J. 10 i Brumleby. “Samvær med dyr kan blive” min “dagligdag”, tænker hun, for hun er ligeglad med den boguddannelse jeg GERNE vil have. Hun siger flere gange til sig selv, “Slap nu af, Dorrit. Det er Luises liv og ikke dit.” “Men fantasien har ingen grænser denne dejlige julinat”, SYNES Dorrit Cato Christensen.

19.07.1992 Midnatssoen skriver i journalen, “Fortsat stigende i tablet Cisordinol 10 mg x to daglig med evt. dosisstigning senere”. Det er bare nogen VRØVL Midnatssoen skriver. Der var jo SLET INGEN forgiftningsmedicin i min krop i de FEM ÅR FØR. Og Cisordinol var der ALDRIG! Cisordinol er kendt for at medføre “en indre uro” der ved høje doser er så “uudholdeligt”, at man gerne vil dræbe sig. Så skriver Midnatssoen, “Persekutoriske vrangforestillinger”, “Hørehalluzinationer”, “Fjernstyring af tankerne”, “Folk sladrer om” mig. Når jeg ser mig i spejlet, ser jeg en heks i stedet for mig selv, “Virker lettere intellektuelt reduceret”, “Den emotionelle kontakt er læderet”, “Fremtræder angst og forpint”, “Udtrykker selvhenførende forestillinger”, “Tankeførlighed”, “Depersonalisation”, “Derealisation”, “Taler om selvmord pga. enorm angst.” Men det får jeg ikke at læse. Min underskrift er der heller ikke på. Den forgiftningsmedicin jeg får lige efter, den gør så ondt. Jeg står ud af sengen, men kan ikke støtte på benene. Falder og ligger på gulvet. Jeg råber, “Hjælp. Jeg kan ikke gå.” Lige Glad-O åbner døren og siger, “Du kan godt rejse dig.” “Det kan jeg IKKE. Men jeg skal tisse.” “Du spiller bare komedie for at få opmærksomhed.” Så går hun, og jeg tisser og ligger i urin. Der går en tid, så ankommer Dorrit Cato Christensen og Bodil. Dorrit Cato Christensen ser på mig, som om jeg var handikappet og ulækker. Dorrit Cato Christensen siger, Midnatssoen “vil rette i misforståelsen.” Men så kommer hun tilbage og siger, Midnatssoen “har ikke tid.” Lige Glad-O “vil heller ikke sige hvad medicinen hedder. Du er nødt til at spise medicinen i nogen tid.” Jeg råber desperat, “Det er dig, der har fået mig herover. Du skal få mig ud herfra igen, og det skal være med det samme!” Jeg taler snøvlende og langsomt, for forgiftningsmedicinen har gjort mig sløv i hovedet.

23.07.1992 De fylder mere forgiftningsmedicin på mig, og de kører mig til Roskilde helvede, efter alt at dømme. “Afdeling U” med Karin Garde i spidsen. Jeg husker ikke noget af det. For forgiftningsmedicinen har slået et sort hul i mit hovedet. Jeg er død i hovedet. Dorrit Cato Christensen vil fortælle mig, at jeg bevæger mig usikkert og jeg er fjern. Jeg er begyndt at gå med små slæbende skridt, med armene fremstrakte som en søvngænger. Jeg falder i tide og utide og kan ikke selv rejse mig i flere dage.

24.07.1992 Jeg ligger på Roskilde sygehus med slanger og nåle alle vegne, og jeg er blå og gul over hele kroppen. “Malignt neuroleptikasyndrom.” Denne hjerneskade er gjort af Karin Gardes “Afdeling U”.

01.08.1992-29.10.1992. Jeg er meget svag, går usikkert og falder tit. Det er det Dorrit Cato Christensen vil fortælle mig. Jeg er helt død i hovedet. Jeg “er i en anden verden, hvor jeg ikke kan nås.” Mine øjne er livløse og ansigtstrækkene stivnet. Jeg kan ikke tale. Jeg propper alt inden for rækkevide i munden. Det kan være cigaretskod, æbleskrog, sodavandskapsler… Jeg er som en stor baby. Når jeg skal på toilettet, vader jeg gennem hele Afdeling O med bukserne nede om anklerne og råber til personalet, “Jeg skal tisse! Kom og hjælp mig!” Samtidig er jeg blevet meget aggressiv, og min vrede er specielt rettet mod Dorrit Cato Christensen. En studerende siger til Dorrit Cato Christensen, at han troede, jeg var debil og det var derfor jeg bliver behandlet på Afdeling O. Dorrit Cato Christensen fortæller ham, at jeg var i Amsterdam og jeg styrede salget på et loppemarked. Studerenden bliver sur over at personalet har ikke fortælt ham om personalets forgiftning mod mig. Jeg kan ikke holde på vandet, jeg har feber og alt for højt blodtryk. Jeg går stadigvæk som en søvnvandler. Men forgifterne er vilde med at fylde mere forgiftningsmedicin på.

03.08.1992 Afdeling O skriver, at jeg “har aparte spisevaner, har i går spist papir, cigaretskod og hvad der ellers lå fremme.”

17.08.1992 Afdeling O skriver, at jeg “nægter at indtage” forgiftningsmedicin, “idet” jeg “anfører, at” jeg “har fået så meget” forgiftningsmedicin, “så” jeg “jo er blevet syg af det, hvorfor” jeg “ikke længere vil have det.” Jeg kaster op, jeg er svimmel og jeg har fået skøre mundbevægelser og forfærdelige syner ud af forgiftningsmedicin.

20.08.1992 Afdeling O “beslutter i dag at gennemføre tvangsbehandling med injektion Roxiam.” Roxiam er indført af Asta i 1990. 25.10.1993 har 8 ud af 50.000 mennesker fået ødelæggelser i marven af Roxiam. Der sælges så mindre og mindre Roxiam. Det er et dyreforsøg Afdeling O gennemfører på mig. “Ja, det tror da pokker, at” Dorrit Cato Christensen “billiger tvangsbehandling.” Alternativet er ifølge Afdeling O, at jeg propper cigaretskod i mig resten af livet.

24.08.1992. “Det kan være nødvendigt” med strømslag i min hjerne, står der i journalen, og at Dorrit Cato Christensen er enig i det. Dorrit Cato Christensen nægter.

29.10.1992 Forgifterne får mig i Roskilde helvede. Jeg siger det mange gange, at jeg ikke vil have forgiftningsmedicin, fordi jeg bliver syg af den. Forgifterne spænder mig på en seng og de sprøjter forgiftningsmedicin ind i mit lår. Roskilde helvede siger til Dorrit Cato Christensen, at hun skal altid ringe før hun kommer forbi mig, “Det er bedst for” mig, at jeg “er forberedt på et besøg”, siger de. Jeg slipper for remmen i de få timer, Dorrit Cato Christensen er her.

11.11.1992 “I dag yder” jeg “ingen korperlig modstand, men er angst” da de sprøjter forgiftningsmedicin ind i mig, og jeg “holder i hånd, og bagefter er” jeg “noget grædende.” “Paranoid psykose.”

03.04.1993-26.04.1993 Jeg stikker af og tager til J. 10 i Brumleby. Dorrit Cato Christensen får mig tilbage i Roskilde helvede MED DET SAMME. Roskilde helvede spænder mig på en seng i 23 døgn, og de sprøjter endnu mere forgiftningsmedicin ind i mit lår.

27.04.1993 Jeg løslades i en halv time og jeg stikker af til J. 10 i Brumleby. Dorrit Cato Christensen er vild med at få mig tilbage i Roskilde helvede, men denne gang lykkes det ikke for hende. Jeg slipper for opkastning, svimmelhed, skøre mundbevægelser og de forfærdelige syner i den tid jeg ikke har forgiftningsmedicin i kroppen.

04.05.1993 Da jeg “er udskrevet, ophæves tvangsbehandlingen.”

26.10.1993 Jeg går rundt i Københavns lufthavn, og jeg tænker på at flyve fra Danmark. Det gør jeg tit, fordi jeg fatter det ikke, at folk er ligeglad med forgiftning og drab. Det er en følelse som alle aspergere har, når de er ene blandt alle de mennesker, der slet ikke er blege for at lyve, snyde og dræbe for penge. Det får mig til at glo ud i vejret. To politimand kommer og spørger hvad jeg hedder. De vil køre mig til Brumleby. På vej til Brumleby siger jeg, at de tog fejl ved venstre og højre. Men de kører mig hen til Afdeling O. Jeg råber, at jeg vil ikke spændes på en seng og, at jeg er rask men bliver syg af forgiftningsmedicin. Politiet tager hård fat i mig og trækker mig ind i Afdeling O.

01.11.1993 INGEN forgiftningsmedicin har der været i min krop siden 27.04.1993. Alle forgiftere kan godt se, at jeg har det godt (bortset fra at være indeburet). DETTE er min “TILSTAND”. Forgifterne “kan ikke længere se tilstanden an.” Afdeling O kommer med trusler om at spænde mig på en seng. “Jeg vil ikke have forgiftningsmedicin, fordi den bliver jeg syg af. Hvorfor skal jeg så spise forgiftningsmedicin endnu en gang?” Så siger forgifteren, “Fordi du er syg!” Jeg bliver sur, men tør ikke værge for mig, fordi så vil de spænde mig på en seng og sprøjte forgiftningsmedicinen ind i mit blod. Jeg kan ikke kaste forgiftningsmedicinen op i blodet. Så, det er bedre at have den i maven og kaste den op.

15.11.1993 Afdeling O har fået det de skulle have, med deres forgiftningsmedicin. “psykotisk”, “forpint”, “kaotisk” og “angst”, det er jeg nu. Og det synes de bedre om, fordi det er syge mennesker de får penge ud af. Så gør de mennesker syge.

19.11.1993 “Tidvist er” jeg “skrigende og svært regredieret af adfærd.” Jeg fortæller dem, at jeg af forgiftningsmedicinen har fået syner af knive, blod og drab. Det er de bare glade for. Så skal der øges i forgiftningen, tak! Jeg stikker en finger i halsen og kaster forgiftningsmedicinen op hver dag. Min “underbevisthed ønsker ikke” forgiftningsmedicinen, som jo svarer til “sindssygdom”. Men “sindssygdommen” jeg havde i forvejen, den vil min “underbevisthed” ikke gerne medgive. Det siger de til mig. “Tænk over det!”

Jeg falder tit på gulvet, fordi jeg er slået ud med forgiftningsmedicin. En ankel brækker og jeg skriger. Men ingen vil hjælpe mig. Forgifterne gør aldrig noget ved det, men skriver om mine “sædvanlige fysiske klager.”

03.01.1994 Forgifterne får mig i Roskilde helvede.

19.01.1994-08.02.1994 Jeg er spændt på en seng. Når Dorrit Cato Christensen kommer forbi, så slipper jeg for remmen i en time.

08.02.1994 Jeg rømmer fra Roskilde helvede. Da jeg ankommer Brumleby, kan jeg næsten ikke stå på benene. Jeg sætter mig ned og kaster eksplosivt op ud over det hele og falder derefter i dyb søvn og sover i mange timer. Da jeg vågner, går Dorrit Cato Christensen straks i gang med at overtale mig til at tage tilbage til Roskilde helvede. Jeg bliver så vred, jeg låser mig inde i min egen lejlighed i tre døgn. Dorrit Cato Christensens læge byder på en tvangsindlæggelse til mig. Det er Dorrit Cato Christensen bare glad for.

11.02.1994 To politimænd får mig ind i Afdeling O. Forgifterne aner ikke en skid om den forgiftningsmedicin jeg har haft i kroppen i Roskilde helvede, men de forgifter mig bare med noget som helst de har. Jeg fængsles der i en-to timer. Så får de mig ind i Roskilde helvede. Dem i Roskilde helvede, de aner heller ikke hvad jeg fik i den første afdeling i Roskilde helvede, og heller ikke hvad jeg fik på Afdeling O. De forgifter mig bare med noget som helst andet. Det er bare at fylde NOGET på.

27.04.1994 Jeg tænder en smøg, og jeg fatter ikke ret meget af hvad der er. For jeg er slået ud med noget mere forgiftningsmedicin i dag. Øjenlågene er tunge. Jeg kommer i tanke om to tændstikker at holde øjenlågene oppe, og det griner jeg lidt af. Med ET er jeg helt slået ud. “Brand! Jeg brænder! Ahhh!” Hans kommer og slukker for ilden.

22.09.1995 De får mig i Forgiftningsbolig 5 i Sundbygård på Amager.

22.09.1995-2000 Jeg ligger i seng og er slået ud det meste af døgnet. Den ene mareridt jeg har gang på gang, det er at ligge i en seng der brænder. Den BESTE mareridt er Sande Hans fra Roskilde helvede. Sande Hans hovedet er meget stort og helt nede ved min, og han har en meget stor sprøjte i hånden, som han vil stikke i mig, og han siger med et ondt grin og hæs stemme, at det her er der aldrig nogen der vil få at vide. Jeg skriger og slår med armene i vejret. Men forgifterne får fat i mine arme. “Luise, det er Dorrit Cato Christensen!” Jeg vågner op og siger, “Sande Hans ville stikke sprøjten ind i min hjerne, Dorrit Cato Christensen.”

Der er fem forskellige forgiftere i de fem år. De hedder konsulenter. De går op i at fylde mere og mere forgiftningsmedicin på. Jeg stikker fingeren ned i halsen og kaster forgiftningsmedicinen op hver dag. Hver gang en forgifter skriver noget i journalen, er opkastningerne med. Men aldrig med en mistanke om MEGET forgiftningsmedicin. Jeg får det bedre ved at kaste op. Det kan alle godt se på Sundbygård, og det siger de også gang på gang til de fem forgiftere. Og så stiller de spørgsmålstegn ved, hvorfor det er jeg skal have Trileptal imod ligfald, når alle ved, at jeg har aldrig haft ligfald. Forgifterne er ikke til at rykke. De skal bare fylde på, hvad der kan fyldes på.

18.06.1996 Der sidder en dommer i Roskilde, med et stykke papir skrevet af en forgifter som aldrig har set mig. Dommeren læser noget om “paranoid psykose” og “fare”, som jeg ikke ved hvad er. Han læser det HØJT op, taler NED på mig og spørger om at medgive en ildspåsættelse. Jeg kan GODT huske den dag jeg lå i den brændende seng, men en ildspåsættelse kender jeg ikke til. Der sidder nogen der hedder “værge” og nogen der hedder “forsvarer”. De spørger ikke ind til den brændende seng, heller ikke til forgiftningsmedicinen der slog mig ud, eller min menstruation der er slået fra med forgiftningsmedicin. Det ER for DUMT til at grine af det! Jeg står så op og siger, “Jaa, JEG har dræbt alle mine børn, OG JEG har solgt narkotika i USA. Og JEG har druknet Roskilde helvede i mit gylp.” Jeg kaster eksplosionsagtigt op. Og så slukker dommeren for skuespillet med en dom til forgiftning og død.

01.1997 De holder op med at fylde Trileptal mod ligfald på mig. Fordi det vidste de i årevis, at jeg aldrig har haft ligfald. Jeg får det lidt bedre. Rivotril fyldes stadig på, fordi det medfører syner.

25.11.1998 Roskilde dommen slukkes på papiret. To års voldsom forgiftning er nok til at lave om på alle mine hjerneceller, så de tåler forgiftningsmedicinen men har det svært, når der fyldes mindre forgiftningsmedicin på. Jeg får det ikke at vide, at dommen er slukket. Forgiftningen bliver bedre endda. Og ingen forgifter kan finde på, at spørge mig om lov til at forgifte mig.

01.2001 Jeg ser Sund Dige første gang. Han står med et ben i Amager edderfængsel og med det andet ben i Sundbygård. Jeg spørger om at trappes ud af forgiftningsmedicin. Men Sund Dige siger, at han må lige se tiden an. Så ved jeg hvad han har gang i. Han fylder meget mere forgiftningsmedicin på mig og han skifter hele tiden ud. Jeg stikker fingeren ned i halsen og kaster forgiftningsmedicinen op dag efter dag i en måned. Så kan jeg tænke meget klarer. Jeg taber 10-12 kg ved det. Så er jeg nødt til at have føde i maven og jeg lader være med at kaste op. Forgiftningsmedicinen gør mere og mere syner. Jeg ser syner af forgifterne fra Afdeling O. De stikker sprøjter ind i mit lår. Det er meget uhyggeligt. Når jeg siger det til Sund Dige, så glæder han sig, og han vil gerne fylde mere forgiftningsmedicin på. Han kan blive vred, når jeg siger, at synerne er medført af hans forgiftningsmedicin. Jeg fatter ellers ikke ret meget af hvad der hænder for mig. Efter en måned har jeg det dårligt, og Sund Dige får mig i Amager edderfængsel. Der går en måned, så er jeg tilbage i Sundbygård, og det hele begynder forfra. Det hænder 14 gange fra 01.2001 til 05.2003.

29.04.2002 Jeg er glad, fordi jeg skal sættes ned i Orap. Det er der alle der ved. Og jeg HADER Orap. Jeg går ind til Sund Dige med oprejst pande, at høre HVORLEDES det skal være. Han nægter! Jeg kommer ud til Dorrit Cato Christensen og siger, “Sund Dige vil ikke sætte mig ned i Orap. Du skal gå ind og tale med ham.” Der går et stykke tid, så kommer Dorrit Cato Christensen ud. “Hvad sagde han?” “Han mener, det er bedst for dig, at du får mere medicin.” Jeg bliver vred og råber, “Skrid med dig. Jeg vil ikke se dig mere. Du vil jo ikke hjælpe mig. Du har aldrig hjulpet mig. Du har altid sagt, det samme som dem. De slår mig ihjel med deres forgiftningsmedicin, og du er bare ligeglad. Skrid!” Jeg smider roserne til Gudrun Skielboes fødelsdag på gulvet og jeg kommer ikke med til Gudrun Skielboe, som er Dorrit Cato Christensens mor.

03.02.2003 Sund Dige kommer op at fylde meget mere Orap på. Jeg bliver dårligere og dårligere.

06.03.2003 Sund Dige vil ikke finde sig i, at en ANDEN forgifter skal få øje på både mig og den forgiftningsmedicin Sund Dige fylder på. Alligevel ringer og skriver Dorrit Cato Christensen til forskellige forgiftere.

08.04.2003 Sund Dige får mig i Amager edderfængsel sidste gang. Der går flere dage, så siger Sund Dige, at han vil sende mig videre til Roskilde helvede. Jeg er rædselsslagen og jeg spørger Dorrit Cato Christensen om hjælp.

16.04.2003 “Det drejer sig om” mig “særdels velkendt med skizofreni”, men ikke med de uhyggelige syner efter forgiftningsmedicin, “velkendt med” “mental retardering”, men ikke med gul og blå hud i ROSKILDE den 24.07.1992. “I behandling med Seroquel, Oxazepam, Rivotril, Lysantin, Orap og Stilnoct.” Det begyndte med en farve der slog mus ud. Forgifterne sagde, at farven var “antipsykotisk”, og de fyldte den på TOBEN. Farven hæfter i de steder, hjernens dopamin skulle tænde en hjernecelle. Hjernecellerne laver mere steder til dopamin eller også mere dopamin. Dette får giftværkerne til at lyve, at der findes for meget dopamin eller for mange steder til dopamin I FORVEJEN, og at DETTE hedder “skizofreni”. Det er dog i 2003 for længst kendt, at dem der aldrig spiser farven, de har ikke mere dopamin og de har heller ikke mere steder til dopamin. Så, det er farven der medfører “skizofreni”. “Dopaminhypotesen” er løgn.

Når farven ødelægger det GODT for dopaminen, så går musklerne i kramper. Samme kramper som ved Parkinson. Parkinson er døde hjerneceller som BURDE fremstille dopamin. De Parkinsonkramper forgifterne medfører, dem kan disse ikke være bekendt for. Forgifterne fylder så anti-Parkinson-medicin sammen med farven på. Farven hedder Seroquel, men anti-Parkinson-medicinen hedder Lysantin her.

Jeg “fortæller, at” jeg “selv ønsker at komme i” Roskilde helvede, “idet” jeg “har brug for et længerevarende ophold.” Det er da løgn, det Amager helvede skriver. “Fortæller samtidig, at” jeg “er meget forpint af, at” Dorrit Cato Christensen “blander sig i” min forgiftning “og vil ikke have, at” forgifterne “fortæller” Dorrit Cato Christensen “om indstillingen, da” jeg “er bange for, hvordan” Dorrit Cato Christensen “vil reagere”. Det kan Amager helvede selv være. Jeg har ondt i tænderne, i halsen og i maven, af al det gylp jeg har kastet op i årevis. De skal bare fylde MINDRE og MINDRE på, så synerne holder op OG JEG FÅR MIN MENSTRUATION OG MIT LIV TILBAGE! Men det, at mennesker kan helbredes ved at holde op med at fylde forgiftingsmedicin på, det gider de ikke høre. Det er i strid med indkomsten.

Jeg siger til Dorrit Cato Christensen, “De er kolde.” “De slår mig ihjel med deres forgiftningsmedicin.” – Jaaa, det kan vi godt være enige om, at du “tåler ikke så meget medicin.” “Du kan godt skrive på min gravsten, at det var forgiftningsmedicinen, der slog mig ihjel.” – Det gør jeg!

26.04.2003 De fylder endnu mere forgiftningsmedicin på mig i Amager edderfængsel. Det ved jeg ikke hvad der øges i. Men jeg får syner ud af øgningen. Når der er flere forskellige gifte, og synapserne i min hjerne er bygget om til at kunne tåle al den forgiftningsmedicin, så kan forgifterne vist nok spille klaver på min hjerne, ved at sætte mig op i den ene eller en anden. Den ene medfører syner. Og Så kan forgifterne godt sige, “Se, vi er nødt til at sætte dig op i den anden”, fordi “skizofrenien” er blevet større. Men “skizofrenien” er jo forgiftningen. Så sætter de mig op i den anden også, så jeg er slået ud. Der går et stykke tid inden min hjerne er bygget om endnu mere til at kunne tænke igen med endnu mere forgiftningsmedicin.

kl. 10 28.04.2003 Jeg ser orme og blodige væsener, der kommer ud af væggene. Der står Dorrit Cato Christensen. Det var den 19.07.1992 jeg lå i min urin og sagde, “Det er dig, der har fået mig herover. Du skal få mig ud herfra igen, og det skal være MED DET SAMME!” De bedste ti år af mit liv er gået med gul og blå hud og en hjerneskade til at BEGYNDE med. Så 200 sprøjter, rem og gylp nok til at drukne flere helveder i. Det lykkedes flere gange at rømme fra Roskilde helvede, men hver gang råbte Dorrit Cato Christensen HJÆLP, “tvangsindlæg” hende. Dorrit Cato Christensen har det godt med at lægge sine arme om mig, så hun LIGNER noget andet. Det får jeg kvalme af. Jeg skubber rundt med Dorrit Cato Christensen i alle retninger, og hun siger, Hvor har du “travlt med at beskytte” mig “mod de blodige væsener”. Dorrit Cato Christensen går hen til nogen forgifter at sige det et tusindste gang, at jeg “tåler ikke så meget” forgiftningsmedicin. Dorrit Cato Christensen, hvornår kommer du ud med din “Kære Luise”? – Jamen, du er ikke død. – Hjørnet der kommer til at ligne en stor bog der gaber op for mig, og dens tænder er sprøjter. Jeg løber, men bogen slår tænderne i mig og jeg kaster blod op. Der er Amalie Digevej. Dens blodige blækspruttearme slæber mig ind i dens hule. Spruttens arm slår hård i spisebordet og nabet slår ned i et menneskes mave. Blæksprutten tygger på tarmene, og dens mund stænker mig til med blod, da den råber, “Stop, og sæt dig ned!” Jeg sætter mig på det sted hvor der ikke ligger torskehoveder. “Vil du øges i medicin?” “Det ved jeg ikke”. Der går en blækspruttearm ned i smu og den skriver i journalen, at jeg “indtrængende beder om at få mere Seroquel, hvilket også findes indiceret.” “Man giver udtryk for vigtigheden af at der fra alle sider samarbejdes om behandlingen til gavn for” mig “samt vigtigheden af jævnlig kontakt mellem” mig og Dorrit Cato Christensen.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 10 jan 2018 15:08 
Offline
Godkendt

Tilmeldt: 04 okt 2017 21:08
Indlæg: 5
Geografisk sted: Storkøbenhavn
05.2003 Forgifterne får mig i Roskilde helvede, efter alt at dømme. Men jeg hverken fatter eller husker ret meget af det der hænder for mig.

03.2004 Jeg er helt slået ud. Jeg husker ikke året der gik. Efter alt at dømme, så har forgifterne prøvet med alle forgiftningsmediciner og alle doser der kan findes på. De er stadig vilde med at hitte ud af, hvordan der kan fyldes endnu mere på. Men det er svært. Jeg har fået de der ulækre grimasser ud af forgiftningsmedicinen, dem der er tegn på store ødelæggelser i hjernen, som aldrig kan helbredes. Der falder en forgifter ned fra himlen og lige ind i Roskilde helvede. Hun sætter mig NnEeDd!?! i forgiftningsmedicin. Jeg begynder så småt at kunne tænke igen. Og så får jeg menstruation efter 11 år den var taget fra mig med forgiftningsmedicin. Jeg får P-piller med det samme. Mine tænder og min mave er ødelagt af alt det gylp jeg stadig kaster op.

04.2004 Forgifterne trækker mig hen til det hus jeg var spændt på en seng i. Og Sande Hans’ hovedet var helt nede ved min, og han havde en sprøjte i hånden at stikke den i mig. Jeg slår med armene i vejret og råber, “Jeg VIL IKKE.” De slæber mig ind i huset og låser døren. Jeg løber væk fra dem og leder efter et sted at rømme, men der er låst alle steder. De glor på mig og siger, “Stil og rolig.” De kommer hen til mig at tage fat i mig. Jeg løber og jeg råber, “Jeg VIL IKKE.” Jeg gemmer mig bag en dør. De siger, at jeg skal komme ud, men jeg råber, “Jeg VIL IKKE.” Jeg tænker, “Hvordan kan jeg komme væk herfra?” Jeg tygger på det og jeg ryster over hele kroppen. Med ET er der Dorrit Cato Christensen. Forgifterne har aldrig spændt mig på en seng, når Dorrit Cato Christensen var der. Jeg slapper lidt af. Forgifterne får mig i et andet hus hvor jeg får samtaler med en psykolog. Det er jeg meget glad for. Jeg tager til enhver samtale jeg kan få, men jeg er meget dårlig af forgiftningsmedicin flere gange.

23.09.2004 Den forgifter, som sat mig NED i forgiftningsmedicin, hun møder Sund Dige i Roskilde helvede. Hun siger det godt til Sund Dige, at forgifterne har prøvet ALT der kan prøves i halvandet år, men jeg har det bedre med halvt så meget forgiftningsmedicin i forhold til det Sund Dige fyldte på. Jeg har stadig ulækre grimasser. Men de er blevet mindre ulækre. Der skal ikke “forekomme medicinændringer de næste et-to år.” “Derefter kan det vurderes om” jeg “evt. gradvist sænkes yderligere.” I de halvandet år har de “ikke fundet belæg for mental retardering.” Jeg “fremtræder normalt begavet.”

Ugerne efter 23.09.2004. Halvt så meget forgiftningsmedicin er stadig alt for meget. Jeg kaster op i flere uger på Sundbygård. Jeg bliver mere og mere klar i hovedet og jeg begynder at spørge ind til hvad der hænder omkring mig. Dorrit Cato Christensen synes, det er dejligt at kunne genkende det menneske som jeg var før.

11.2004. Jeg kaster op hele november måned, for jeg vil gerne være klar i hovedet og få mit liv tilbage. Jeg læser i Outsideren. “Jeg er ikke psykisk syg – men Asperger” “Jeg har fået at vide, at jeg ud over at være Asperger har en mild form for skizofreni. Men den” forgifter, “som testede mig, mente, at det er resultat af mange års” forgiftningsmedicin. Jeg slår det op for Dorrit Cato Christensen i Outsideren og siger, “Dorrit Cato Christensen, det kunne være mig!”

08.11.2004 Dorrit Cato Christensen mødes med Sund Dige. “Vedr. det somatiske orienterer” Dorrit Cato Christensen “om, at” jeg “igennem mange år har haft opkastninger.” Sund Dige “kan ikke huske det.” DETTE SKRIVER Sund Dige i journalen.

19.11.2004 Sundesanne, jeg og Sund Dige mødes. Jeg siger, at jeg skal trappes ud af forgiftningsmedicin, fordi jeg er ikke “skizofren”. “Men jeg er en asperger. Det er derfor jeg kaster forgiftningsmedicinen op. Så bliver jeg mere klar i hovedet. Jeg er ikke ene om at blive forgiftet af dig. Alle mine venner ligger i seng det meste af døgnet, fordi de er slået ud af DIN forgiftningsmedicin. Men når vi sidder på mit værelse, så taler vi godt sammen og vi hygger os. Eva, Sys, Lise og Vasen.” – “Er de synlige eller usynlige?” – “Uh, hvor er du kold! Men ham der, hjemløsen der nogen gang kommer forbi, han er det ikke. Vi er alle søde og venlige, hvorfor er du ikke meget social og glad? Er du solgt til LUNDBECK?” Så spørger Sund Dige om hvad ugedag det er. Jeg svarer, at det ved jeg ikke hvad ugedag det er, når han får sin løn fra LUNDBECK. Så spørger han om måneden. Jeg siger så, at det er måneden før december, hvor juleaften ligger. “Vil du få en julegave fra Lundbeck?” Han spørger så til årstal. Jeg ser hen til Sundesanne og hvisker, “Det er sådan nogle små grønne nogle, som kan trille, og som smager godt.” Sundesanne griner. “Blandes dem sammen med Seroquel, så kender de stadig ikke til årstal, men jeg får kvalme af dem.” Så bliver Sundesanne alvorlig og siger, at jeg “har haft det bedre og været klarere i hovedet, end” hun “har oplevet” mig “før – 100 %.” – “Fortæller om at der inde på” mit “værelse er forskellige personer, disse er venlige, har det svært og er hjemløse. De er venlige, men taler ikke til hende, fordi de er usynlige.” Sund Dige “spørger ud om orientering:” Jeg “ved ikke hvad ugedag det er. På spørgsmålet om måned svarer” jeg “måneden før december, hvor juleaften ligger.” Han “spørger til årstal, hvilket” han “heller ikke får svar på.” Dorrit Cato Christensen siger, “Er der nogen der har tjek på datoer, så er det” mig. Jeg “bliver tilkaldt akut til afdelingen” samme dag. Det skriver Sund Dige i journalen, Jeg “har været tiltagende psykotisk i den sidste tid og har haft opkastning. Hvis” jeg “ikke bedres, må” jeg “indlægges” på Amager edderfængsel.

Begyndelsen af 12.2004 Jeg har tabt 12 kg i november. Jeg kan ikke holde ud at kaste op i endnu en måned. Jeg er nødt til at have føde i maven, og min hals og min mund brænder som helvede. Forgiftningsmedicinen vil medføre syner. Det ved jeg godt, og det er jeg ræd for. Men jeg glæder mig til den dag jeg har fået føde nok og halsen er noget bedre. Så vil jeg kunne kaste op igen og leve et liv i en tid.

13.12.2004. Sanne Gård taler med Sund Dige i timevis. Hun siger, at jeg “falder fuldstændig udenfor” hvordan de andre med diagnosen “skizofreni” “opfører sig”. Men Sund Dige svarer, at “uanset om diagnosen er rigtig eller forkert, så vil den aldrig kunne slettes.” Sunne Gård spørger om at læse i journalen, om samtalen mellem Sund Dige og mig den 19.11.2004. Sund Dige “blev tilkaldt akut til afdelingen den 19.” Jeg “har været tiltagende psykotisk i den sidste tid og har haft opkastning. Hvis” jeg ikke bedres, må” jeg “indlægges.” Sunne Gård læser det højt op, hvad resten af Sundbygård har skrevet om mig, “meget social og glad.” Dorrit Cato Christensen spørger, “Hvorfor skriver du ‘TILTAGENDE psykotisk’, når du har set” mig “kun i denne samtale?” Sunde Gård svarer, at han har set mig på gangene. Så har han set en “glad og social” kvinde.

Omkring 27.12.2004 Sund Dige har slettet, at han “blev tilkaldt akut til afdelingen den 19”, og at jeg “har været tiltagende psykotisk i den sidste tid og har haft opkastning. Hvis” jeg “ikke bedres, må” jeg “indlægges.” Sund Dige skriver ikke noget om, at Dorrit Cato Christensen og Sunne Gård fik “choket”, da de læste det han har slettet nu. Ikke noget om “falder fuldstændig udenfor” eller “unanset om diagnosen er rigtig eller forkert, så vil den aldrig kunne slettes.” Og heller ikke noget om “meget social og glad” eller et glimt på gangene. Istedet for har Sund Dige lavet om på det brev han fik i hånden af Dorrit Cato Christensen den 19.11.2004, og det han lavede ud af det, det står nu i journalen i stedet for samtalen den 13.12.2004.

03.01.2005 Sund Dige får mig i Amager edderfængsel, hvor ingen vil skrive “meget social og glad” eller “asperger” NOGEN steder. Men Sund Diges ven Amager Nål er mindst så glad for at fylde hjerneedder på. De to rotter er lige fra starten enige om, at der skal fyldes mere forgiftningsmedicin på. Amager Nål lægger op til min død. Jeg tror han er solgt til nogen giftværk, og han skal hitte ud af den dosis depot der dræber 50% af os. Det siger jeg gang på gang til Dorrit Cato Christensen. Men Dorrit Cato Christensen går op i gamle minder, i at rejse og i sødsuppe om livet under jorden på Holmekirkegård. “Dorrit Cato Christensen, tror du, der er bedre i himlen?”

19.01.2005 Dorrit Cato Christensen lover at købe en skarnbasse til mig og en skarnbasse til Malene Adamsen. Fordi en skarnbasse svarer til vores liv, synes Dorrit Cato Christensen. Jeg siger, “Dorrit Cato Christensen, tror du, der er bedre i himlen?” Malene Adamsen er slået ud med forgiftningsmedicin. Åsynet på hende kramper, og huden på hende er en smule gul.

kl. 08.0520.01.2005 Dorrit Cato Christensen ringer fra lufthavnen. Mit hovedet er tomt efter al den forgiftningsmedicin. Med ét skriger der Bjørn uhyggeligt og angstfyldt. Han når ikke råbe et ord. Det var i vente i lang tid, men det ser helt anderledes ud, når Malene Adamsen er dødsens ræd og hun ligger på gulvet med kramper over hele kroppen. Det er ikke til at holde ud, at SE på det uden at skrige, selvom hjernen med forgiftningsmedicin er tømt for følelser. Jeg glor i væggen foran mig. Jeg burde vende mig om til min veninde, men jeg kan ikke holde ud at SE på det. Jeg kan næsten ikke holde ud at VIDE det.

En forgifter går hen til liget og overvejer en foranstaltning. Hvad står der i “retningslinjerne” om dette? Så går det op for forgifteren, at han er nødt til at give hjertemassage, når der kommer en anden forgifter. Det gør han så på døde Malene Adamsen i en tid. Forgifterne får øje på, at vi er vidner. Vi puttes i et værelse, og Malene Adamsen tages væk. Jeg er “noget urolig på grund af uroen i afdelingen her efter kl. 08.0520.01.2005.” Jeg “synes” jeg “fejler alt muligt og bedes om at få taget blodtryk.” Forgifterne fylder mere forgiftningsmedicin på mig. Inger Merete Terp dukker op på intensivafdelingen at få fingre i Marlene Adamsens journal. “Vi laver en kerneårsagsanalyse.” Hun er op at køre. Det er hendes store dag.

Amal Løgn-Hals fra Amager politi ankommer. Han fik at vide, at der var en “utilsigtet hændelse.” Og det er Inger Merete Terp enig i der var. Amal Løgn-Hals kan ikke tænke sig at spørge en af os om drabet. Han ringer til Malene Adamsens læge og skriver ned, at lægen har sagt, at Malene Adamsen har ligfald. Ligfald har hun aldrig haft. Det vides ikke hvad der står bag løgnen, men der går rigtig mange mennesker med en diagnose der hedder “skjult ligfald” og der fyldes forgiftningsmedicin imod ligfald på, men Dianalund for ligfald siger så, “De har slet ikke ligfald!” I dødsattesten fra “Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet” står der, at Malene Adamsen dør af blodpropper i lungerne og kanske af ligfald. Det er da løgn! Og ALLE VED det! IDET INGEN får blodpropper i TO LUNGER SAMTIDIG, og KRAMPER kan Malene Adamsen heller ikke få ud af blodpropper! Malene Adamsen er slået ihjel med forgiftningsmedicin! OG ALLE VED DET! OGSÅ POLITIET, Inger Merete Terp, Peter Uldall Bak Mortensen og Anne Mette Dons. ALLE DE DER SVIN.

Jeg “svimler rundt og” er “jævnligt” “ved at falde” efter øgningen i forgiftningsmedicin dagen Malene Adamsen dør. Men svimlen er “skaberi.” Et sort hul er slået i mit hovedet. Jeg hverken fatter eller husker noget i dagene efter Malene Adamsens død. Inger Merete Terp hygger sig derhjemme i Sengeløse. Lars Løkke Rasmussen er edderkongen (ligeledes for drabet på mig).

27.01.2005 Dorrit Cato Christensen ringer fra Kastrup lufthavn. Hun er tilbage fra Egypten med skarnbasserne til Malene Adamsen og mig. Jeg kan ikke sige noget om det.

28.01.2005 Dorrit Cato Christensen kommer med skarnbassen i hånden. “Den kan ikke hjælpe mig. Dorrit Cato Christensen, Malene Adamsen er død.” Dorrit Cato Christensen er glad og hun vil fortælle om Egypten. Men jeg taler om Malene Adamsen. Dorrit Cato Christensen taler om sejlturen på Nilen. Jeg siger desperat, “Jeg bliver den næste, der dør.” Dorrit Cato Christensen fortæller om det dejlige hotel hun boede i. Jeg siger mere desperat, “Jeg bliver den næste, der dør.” Dorrit Cato Christensen spørger, “Hvorfor vil du ikke modtage den dejlige skarnbasse?” “Jeg bliver den næste, der dør. Dorrit Cato Christensen!” “Så tag skarnbassen…” Dorrit Cato Christensen går hen til glasburet og siger til Kolde A. Dige-Vej, at jeg “helt sikkert har brug for, at de taler med” mig “om denne traumatiske begivenhed.” Dorrit Cato Christensen kommer tilbage og siger, Kolde A. Dige-Vej siger, at jeg “slet ikke har været berørt af” Malene Adamsens “død. Jamen, hvor er personalets psykologiske indsigt? Selvfølgelig er” jeg “dybt berørt, men” jeg “har måske ikke lige kunnet formulere” mine “følelser, da” jeg “har chancen, lige efter det er sket.” Nej, jeg havde ingen chance til at tale, da det sorte hul var slået i min hjerne. OG JEG VILLE HELLER IKKE TALE MED DEM DER DRÆBTE Malene Adamsen.

30.06.2005 Jo mere forgiftningsmedicin de fylder på, jo mere steder på kroppen får jeg kramper. Det ligner godt det der er sket for Malene Adamsen. Jeg er dødsens ræd. Jeg kan ikke tænke på andet. HVORDAN kan jeg overleve dette? Jeg ringer til 112, men de siger, “Henvend dig til en sygeplejerske lige der hvor du er. Så får du medicin.” Jeg ringer til politi. De siger, “Så behøver vi ikke komme og tvangsindlægge dig dér hvor du er, vel?” Jeg går hen til forgifterne hver dag og jeg viser kramperne til dem. Enhver har set kramperne mindst 100 gange, skønt de helst vil se IGENNEM mig. Jeg “kommer” så igen “ind i personalerummet og fortæller, at” jeg “føler” mig “dårlig.” Jeg “glider ned på gulvet og har i løbet af de næste ti minutter flere ganske kortvarige anfald, hvor” jeg “ligger på ryggen og slår arme og ben i gulvet i hurtige bevægelser.” De drikker kaffe og spiser kage. Når de har tid, så skriver de det ned. Det er altid godt at have nogen dokumentation for, at der er gjort meget.

04.07.2005 Amager Nål er aldrig “meget social og glad” for de mennesker han forgifter. Han slog således Malene Adamsen ihjel. Pengene han fik, dem har han fået for at “læge sjæler”. Amager Nål vil IKKE GERNE tage ANSVAR for dette. Og så skriver han i journalen, “Man må huske på, at” jeg “flere gange har været aggressiv og til fare for” mine “omgivelser.” Jeg “har således været ansvarlig for en ildspåsættelse.”

Omkring 08.07.2005 Heller ikke Dorrit Cato Christensen vil tage ANSVARET for min død. Hun siger til Amager Nål, at han vil slå mig ihjel med sit nål, idet jeg kan ikke kaste forgiftningsmedicinen op i blodet. Dette skriver Amager Nål IKKE i journalen.

08.07.2005 Jeg har aldrig givet LOV om at fylde forgiftningsmedicin på. Ingen af alle forgiftere kom med et andet bud til mig end nål eller giftbager i hele mit liv. Ingen sekund hvor det var mig der fik lov om at afgøre om forgiftningsmedicin i min hjerne. Men ANSVARET for forgiftningen, det ville ingen af forgifterne tage. De løgne de skrev i journalen, dem fik jeg aldrig øje på. Jeg “vil gerne have noget” forgiftningsmedicin “til at holde stemmerne nede, men” jeg “vil ikke stikkes.” Amager Nål “siger, at han “ellers har planer om at foreslå” mig “depotbehandling på lidt længere sigt. Det hidser” mig “alvorligt op.” Jeg “råber og skriger og slår en knytnæve hårdt i bordet, men falder dog hurtigt til ro og undskylder” min “adfærd.” Han HAR planer om at pålægge mig ANSVARET for drabet på mig. Men AFGØRELSEN om at slå mig ihjel, DEN vil han beholde. Han kommer så gang på gang til mig og personalet, om at få os til at lyve sammen med ham om det drab han har afgjort i forvejen. Det er dog ham alene, der får penge ud af hans dyreforsøg med depot-gift. INGEN vil gerne bytte sig til ANSVARET med et løgn.

14.07.2005 Så lyver Amager Nål det selv, at jeg “overtales” “til at tage” depot-gift. Men han lader være med at skrive, at jeg skriger, “NEJ! JEG VIL IKKE! JEG VIL IKKE!” Dorrit Cato Christensen ringer. “Hjælp, de vil slå mig ihjel NU, Dorrit Cato Christensen.” “Jamen, vi har ikke rigtigt sagt farvel. Skal jeg ikke komme forbi og tage et billede af dig, når du modtager din skarnbasse og du glæder dig til Holmens Kirkegård” “SKRIIIDDD!!!” Amager Nål kommer med tre stærke mænd. “Rolig. Helt rolig”, siger de. Jeg er dødsens ræd. Jeg råber, “Jeg vil ikke! I slår mig ihjel!” “Du lægger dig nu helt roligt på din seng.” “Væk! Gå væk!” “Hun er psykotisk. Hun vil angribe os. Tag fat i hende nu.” Jeg slår med armene og jeg skriger højt. De presser mig ned i en seng. Jeg prøver at sparke, og jeg trækker mine arme BORT fra båndene. Forgifterne gør mine hånd- og fodled fast i de fire hjørner på sengen. Så presser en af dem mit lår ned i sengen, og Amager Nål stikken et nål ind i det. “De slår mig ihjel!” “Som” jeg “har det nu, er der ikke noget til hinder for, at” jeg “bliver overflyttet til bydelsafsnit.”

15.07.2005 Jeg sover ikke i nat, men jeg er stadig spændt fast på sengen. I overvågningen kan de godt se, at mit åsyn kramper. Musklerne presser mine tænder fast sammen og tandkødet gør ondt. Jeg er ræd, og jeg prøver at åbne munden i en tid, men munden kan ikke åbnes. Med ét gaber munden helt vildt op. Men den kan ikke lukkes i et minut. Så begynder det hele forfra, og igen og igen hele natten. Det spreder sig over hele kroppen i løbet af natten. Jeg ligger der med kramper i åsynet, i arme og ben.

Kl. 5.30 15.07.2005 Kolde D. Dige-Vej åbner døren og spørger, “Er du blevet roliger?” “Jeg har kramper! I slår mig ihjel.” “Hvad?” “I slår mig ihjel!” “Vrøvl.” Hun kan dog godt se, at jeg dør og, at jeg ikke kan slå hende, Så løser hun remmene. “Det er bedre for” mig, når jeg dør udenfor overvågningen. Jeg er tørstig og skal til vandhanen. Men benene kramper. Der er ingen muskel i min krop, som jeg har styr på. Jeg kan se at jeg er rejst op, men ørerne fortæller mig stadig, at jeg ligger i seng. Benet aner ikke mere, hvor det skal sættes hen, når armen svinger fremad. Jeg svinger helt vildt frem og tilbage, og jeg er dødsens ræd for at ligge på næsen i næste sekund. Der er ikke noget jeg har styr på. Jeg har ondt i leveren, og jeg er tørstig. Men jeg tør ikke prøve med næste fjed. Kanske kan jeg kravle til vandhanen. Med ét kramper det hele, og jeg falder bare ned, men benene og armene, de ved ikke hvad de skal. Min krop rammer gulvet de vildeste steder, og det gør ondt. Jeg ligger der, alt kramper, og jeg har ikke styr på noget som helst. Det føles som om jeg kan falde fra gulvet ned på gulvet. Jeg har svært ved at trække vejret. Nu er den helt gal. Musklerne i maven kramper og jeg kan slet ikke trække vejret mere. Jeg ligger der, er dødsens ræd, og prøver at råbe om hjælp. Der går en tid, der føles som en time, og det er det sidste jeg husker. En rædsel der vokser ud af min krop, den fylder værelset op og vokser sig stor helt op i verdensrummet.

Kl. 06.3015.07.2005 Tele Dige-Vej ringer til Dorrit Cato Christensen. Hun “skal fortælle” Dorrit Cato Christensen, at” hun “blev ringet op fra 2C Amager edderfængsel intensiv afdeling, som fortæller, at den person, som sad vagt uden for værelset ved siden af” mig “pludselig hører et bump inde fra” mit “værelse. Han går derind og finder” mig “liggende på gulvet i kramper, og så da bagvagten kommer derned, giver han” mig “hjertemassage.”

Dorrit Cato Christensen skriger, “Nej, nej, nej”! Tele Dige-Vej siger “Joh”. Dorrit Cato Christensen og Elsebeth Cato tager til 2C Amager edderfængsel at få noget lægende trøst. Jeg har min sædvanlige forpinte rynke mellem øjnene. Jeg er blå i åsynet og blåviolet i læberne. Det synes Dorrit Cato Christensen, er ikke lægende nok. Hun kræver af mig at medgive, at Dorrit Cato Christensen har gjort alt hun kunne for at afværge min død. Sund Dige og Amager Nål siger, “Vi har handlet efter bogen.” Inger Merete Terp dukker op på intensivafdelingen at få fingre i min journal. “Vi laver en kerneårsagsanalyse.” Hun er op at køre. Det er hendes store dag. Det er Inger Merete Terps Amager edderfængsel der dræber Malene Adamsen og mig. Amal Løgn-Hals eller hans ven kommer forbi at høre det fra Inger Merete Terp eller hendes talerør, at der VAR “en utilsigtet hændelse”. Amal Løgn-Hals tager så til Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet. Der hittes ud af et “ligfald og mental retardering” der KAN have dræbt mig, OG en Amager Nål der IKKE KAN have dræbt mig. Politiet ved det GODT, at jeg har aldrig haft ligfald, men politiet sender løgnen gerne videre til Anne Mette Dons, og politiet retter ikke i løgnen, da Dorrit Cato Christensen sender politiet et brev fra Dianalund for ligfald om, at der slet ikke er tale om ligfald. Politiet skal bare have NOGET at sætte det på dødsattesten i STEDET for Amager Nåls navn.

29.07.2005 Der er helt sort under jorden i grav 7018 på Holmens Kirkegård den første dag der. Krybet kommer ind at æde mit hjerte og min hjerne.


28.08.2005 Peter Uldall Bak Mortensen får Dorrit Cato Christensens klage over drabet på mig.

23.12.2005 Amager Nål klager til Lægeetisk Nævn, “Ejvind Lyders Hansen (fra Dianalund for ligfald) kom med ukollegiale, krænkende postulater” om forgiftningsmedicin der dræbte mig og om en løgn der hedder “skjult ligfald”. Ejvind Lyders Hansen nægter at opgive Amager Nåls navn, som han kender GODT! Ejvind Lyders Hansen kender ligeledes til de onde toben der står bag forkerte diagnoser om “skjult ligfald”. Ejvind Lyders Hansen røber HELLER ikke dem!

09.03.2006 Patientforsikringen er hittet ud af den beste sjælelægelige standard i Amager Nåls drab på Malene Adamsen og mig. “At” drabene “ikke har været tilfredsstillende” for os “skyldes” Malene Adamsens og min hjerne og de “begrænsede” “muligheder” som Amager Nål har.

19.05.2006 Politiet nægter at spørge ind til Amager Nåls drab på os. Det er alt Dorrit Cato Christensen nogensinde får at vide af politiet.

06.2006 Peter Uldall Bak Mortensen ansætter Amager Nål. Amager Nål skal kanske hitte ud af sødsuppe for hans drab på os. Dorrit Cato Christensen vil ikke finde sig i det. Peter Uldall Bak Mortensen siger så, at Amager Nål ikke vil afgøre noget på Peter Uldall Bak Mortensens vegne, inden en ANDEN er hittet ud af sødsuppen.

31.01.2007 Christina Agger omtaler de forkerte diagnoser om “skjult ligfald”, som om de er rigtige. Så var der rigtig mange døet af både “skizofreni” og “ligfald”. Steen Hansen fra Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet vil ikke sige noget om hvordan “ligfald” er kommet på dødsattesterne.

2008 Peter Uldall Bak Mortensen er hittet ud af en god sjælelæges standard i Amager Nåls drab på Malene Adamsen og mig.

2011 Otte samlebind er fyldt med ransmændenes nægtelser om at spørge ind i Amager Nåls drab på MIG. Det er lidt det samme ved drabet på Malene Adamsen. Dorrit Cato Christensen kommer ud med sin bog “Kære Luise” om drabet på mig.

2017 Cinzia Bernardello, Thurid Samuelsen, Majbrith Andersen og Ingvar Stendal svarer ikke hvad Amager Nål hedder.

11.08.2017 Dorrit Cato Christensen svarer, “Vil ikke opgive navnene på de læger, som forgiftede” mig. “Men” Dorrit Cato Christensen “kan fortælle at det skete på” Amager edderfængsel. “Og det må være nok.”

04.09.2017 Tølløse Privat- og Efterskole” på Kvarmløsevej 37A i 4340 Tølløse svarer ikke.

07.09.2017 Brommeparken Østermark 16 i 4190 Munke Bjergby (Filadelfia) svarer ikke.

12.09.2017 Ejvind Lyders Hansen, Mathilde Fibigers Vej 16 i 2000 Frederiksberg, 41273294, svarer ikke, hvad Amager Nål hedder. Men Ejvind Lyders Hansen kender til navnet.

16.09.2017 Peter Christian Gøtzsche opgiver heller ikke Amager Nåls navn.

18.09.2017 Torsten Bjørn Jacobsen, Afdeling O, Edel Sauntes Allé 10, 2100 København, 23424827, svarer ikke.

20.09.2017. Ane Johanne Broberg på vegne af Bispebjerg helvede og Afdeling O nægter alle oplysninger om drabet på mig.

23.09.2017. Ida Hageman ida.hageman@regionh.dk og Pia Linda Døssing pia.linda.doessing@regionh.dk fra Afdeling O svarer ikke.

28.09.2017. Line Duelund Nielsen (line.duelund.nielsen@regionh.dk), René Sjælland (rene.sjaelland@regionh.dk), Raben Rosenberg (raben.rosenberg@regionh.dk), Nanette Forner (nanette.forner@regionh.dk), Gert Hagelskjær (gert.hagelskjaer@regionh.dk) og hele Amager edderfængsel(pcamager@regionh.dk) svarer ikke.

30.09.2017. August Gabriel Wang (august.wang@regionh.dk) fra Amager edderfængsel svarer ikke.

13.10.2017. Britta Gerd Hansen fra Sundbygård svarer ikke.

14.10.2017. Ditte Wittendorff (KCAktindsigtsgruppenOFL@patientombuddet.dk) svarer ikke.

03.11.2017. Jørgen Alving fra Filadelfia svarer ikke,

18.11.2017. Niels Lynnerup nly@sund.ku.dk, Jytte Banner jytte.banner@sund.ku.dk, Kristian Linnet kristian.linnet@sund.ku.dk, Bo Thisted Simonsen bo.simonsen@sund.ku.dk, Marlene Selvig-Hansen marlene-selvig-hansen@sund.ku.dk, Retspatologisk.Afdeling@sund.ku.dk fra Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet og Anne-Marie Vangsted amv@sst.dk svarer ikke.

06.01.2018 Anne Mette Skovgaard har set på 5624 spædbørn, og hun siger, at 10-20% af alle spædbørn bør forgiftes – blandt andre aspergere. Anne Mette Skovgaard er dog glad for spadbørn der ligner Walter Freeman. Ham der, som hamrede knive ind i hjernen på 3000 mennesker. På den anden hånd er der Anden Luise Hjerming Christensen, som ikke vil finde sig i det, men prøve med sammenhold blandt forgifternes fjender.


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 2 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg
Du kan ikke vedhæfte filer

Søg efter:
Hop til:  
cron
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team