Manglende følelser; autisme eller... ?

[Searinox]

Jeg har forsøgt at finde svaret på mit spørgsmål gennem Google, og ved at spørge andre mennesker, men jeg har ikke fundet noget meningsfuldt svar. Jeg håber nogen herinde kan hjælpe.

Kort baggrundshistorie:
- Som 18-årig blev jeg diagnosticeret med skizofreni og depression.
- Efter 4 år med massiv medicinsk behandling, fandt en anden psykiater ud af, at jeg ikke er skizofren; jeg har Aspergers Syndrom.
- Jeg trappede ud af mit antipsykotiske præparat, men først 3 år senere tog jeg egenhændigt beslutningen at droppe det antidepressive også (alle lægefaglige instanser jeg spurgte til råds mente det var en dårlig idé).
- Jeg er i dag 27 og medicinfri, og det er jeg godt tilpas med. Der er kun ét problem: der er en lang række følelser som jeg ikke oplever længere, og som jeg kan huske fra før min (fejl)behandling. Det gælder følelser som glæde, optimisme, forelskelse og venskab.

Jeg ved, mange autister har svært ved følelser, navnlig de to sidstnævnte - forelskelse/kærlighed og venskab - men jeg har prøvet det før, og nu er det væk. Jeg synes det er for let at pege fingre af min medicin og skyde skylden på den; det lugter lidt for meget af syndebuk. Derfor vil jeg gerne vide, om det er almindeligt for autister - navnligt aspergere - at opleve en generel mangel på følelser.

Derfor spørgsmålet:
Er det almindeligt for autister/aspergere at mangle følelser?

[aldebaran]

Jeg vil sige at min teori, går ud på at autister tænker på noget og får en følelse på baggrund af det de tænker, mens "normale" føler noget og rationaliserer det med tanker. En anden ting er, at hjernen hos autister er mindre forbundet i mellem de enkelte dele, så det giver en anden oplevelse af verden.

Jeg går selv rundt og er neutral, det meste af tiden, men avanceret rytmisk musik, veludførte opgaver, smukke ansigter, positive uselviske handlinger og glade børn, er nogle af de ting som kan fylde mig med glæde.

Jeg har selv prøvet antipsykotisk medicin en dag og efter få timer forsøgte jeg selvmord, fordi jeg følte mig som en robot, hvor der var overgang i kredsløbene. Heldigvis var jeg sammen med en ven som stoppede mig og holdt øje med mig, til pillerne holdt op med at virke. Jeg forstår ikke at andre kan holde det ud. Pillerne ødelægger hjernen, så det kan godt passe, at du er anderledes bagefter. De forstyrrer dannelsen af serotonin.

Hvis du er på Facebook, så find gruppen "Magnesium under lup". Jeg og flere andre har haft stor glæde af at tage ekstra magnesium. Jeg anbefaler kun "mablet" og ikke andre typer magnesium. Se mere om det i gruppen.

[Zmiley]

Det handler om, at vi bruger vores intellekt for at finde ud af vores følelser. Følelserne hænger også sammen med vores sans for kropsfornemmelsen. Som ligger i den proprioceptive sans. Og det er meget typisk, at denne sans er svagere hos aspies / autister i forhold til gennemsnitspersonen også kaldet neurotypisk med den typiske hjerne.

Men glæde og optimisme kan da komme igen, Searinox ... Og venskabsfølelser. Samt forelskelse, som jo er en sindsyge i et kort øjeblik. Ægte kærlighed brygger mere på fornuften og intellektet.

Jeg har gode venner. Dog er det meget lang tid siden også, at jeg selv har været forelsket og haft en kæreste. Så du er ikke alene om at mgl. de følelser. Nogle gange kan jeg så også blive forelsket i forhold til viden - og mine særlige / specielle interesser ...

Jeg er selv på Quetiapin 200 mg. til nat. Anti-psykotisk. Heldigvis er dosis relativ lav takket være mine forhandlinger med adskillige psykiatere gennem tiden. Jeg ved ikke, om jeg er blevet lidt afhængig af disse piller, men sådan føles det, selv om "de klogere hoveder" mener, at man ikke kan blive afhængig. Men jeg bliver ved med at tage disse, da de også skaber stabilitet i mit liv til en vis grad.

Ærgerligt du først fik en fejl-diagnose.

... zzzzzz ... (Og man har jo lov til at drømme og håbe)